Sunday 23 October 2011

Drikkepenge! En fantastisk weekend i retroen og kulturens tegn, vidunderlig skovtur i Swan Valley og second hand i Guildford

Hej alle mine kære.

Jeg har ikke skrevet blog i længere tid grundet at jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet!. Jeg har efterhånden fået tjent godt og begynder at kunne se en ende på et skønt arbejde.

Jeg havde muligheden for at få flere vagter i restauranten, så derfor endte jeg med at sige jobbet op som housekeeper, det gjorde nu heller ikke noget. For selvom jeg virkelig prøvede på at kunne lide det, så blev det ALDRIG mit favoritjob. Men det har været fint og jeg har virkelig fået respekt for samtlige housekeepers.
Jeg har næsten arbejdet hver dag i de sidste 14 dage, og hver gang har det været en fornøjelse. Når man er den eneste dansker er man lige pludselig interessant i alle australiers øjne, så jeg har fået mig en masse drikkepenge samt søde komplimenter. Det er en af de bedste fordele ved at arbejde som tjener:)

Som i ved var meningen jo at jeg i denne weekend skulle have været på fire-dages tur op til Pinnacles og videre op nord, men jeg blev ringet op forleden at min tur var blevet aflyst grundet at de backpackers foruden mig havde aflyst. Dette gjorde mig vildt frustreret, for jeg havde lige tilpasset det hele med arbejdet, men heldigvis gav de mig tilbudet at jeg kunne komme på turen i næste weekend, dvs. d. 28 oktober - 31. oktober. Heldigvis kunne jeg tilmed få fri, så nu er der styr på det igen:)

Jeg har indimellem haft en fridag, og når det så har været tilfældet, har de tre herhjemme været gode til at arrangere lidt ture rundt i om-egnen.
Jeg har nydt når jeg har kunnet komme til at sove lidt længere de dage jeg ikke har skullet arbejde, men når man bor sammen med tre ældre som gerne står op kl. 05:30 så er dette ikke lige tilfældet. Dvs, at jeg har kunnet sove til kl. 07:00 og så er det op.
En af dagene tog vi på stranden. Det var tidligt om morgenen og solen virkede til at komme frem, men så snart vi havde lagt os ned på vores tæpper begyndte skyerne at trække frem og der gik ikke lang tid før at den første byge meldte sig. Så hvad der skulle have været en stranddag blev i stedet til en tur i centret. Det var nu også meget hyggeligt.

En af dagene var vi efter jeg fik fri for arbejde, ude i Guildford og se fernisering. Det skal lige siges at en hvis Heath Ledger har gået på denne skole, så det var lidt spændende :D Per havde fortalt at Heaths forældre samt søster ofte plejede at deltage i denne årlige fernisering, men det gjorde de desværre ikke i år. Ferniseringen bestod af Guildford Grammar School' s elever, som havde udstillet deres værker. Ligeså var der stillet små pindemadder frem og diverse vine, så man kunne gå at nyde lidt mens man betragtede de mange malerier.

Forleden tirsdag havde jeg også fri, og om morgenen blev vi alle vækket af voldsomt regnvejr, som slog ind på ruderne. Vi alle var lidt rastløse, så vi bestemte os for at gå ind og få lækker gourmet buffet på Hotel Burswood hvor Per arbejder. Jeg har aldrig i mit liv fået så lækker mad! Jeg var så mæt at jeg havde ondt, men jeg fortrød intet, for ALDRIG har jeg fået så lækkert et måltid!
Vi havde en skøn dag, og da vi kom hjem så vi en gammel film med James Dean. Efter min mening var dette en skøn dag!

I forgårs blev jeg tidligt ringet op af Kerrie (Pers arbejdskollega). Hun ville høre mig om jeg havde mulighed for at mødes med hende og hendes datter Jassica. Kerrie havde jeg sidst talt med til Pers fødselsdag og hun havde netop spurgt om jeg ville mødes hendes datter, da hun mente at vi ville kunne få det hyggeligt sammen. Jeg tog så på arbejde og da jeg fik fri tog jeg istedet toget ud til Mt. Lawley. Her kom Kerrie og Jessica og samlede mig op. Vi kørte herefter ind på en hyggelig cafe, hvor Kerrie gav en iskaffe. Jeg var lidt spændt på at se om Jessica og jeg havde noget tilfælles. Jeg havde jo ladet mig fortælle at hun var glad for skuespil ligesom jeg, men det viste sig at det mere var udklædning der var hendes store passion. Jessica var sød, men hun er kun 19 år og det lader ikke til at hun er så moden. Ikke at det gør noget, men jeg tvivler på at vi kommer til at ses igen. Så jeg nød dagen og sagde tak for iskaffen.

I fredags var jeg igen på arbejde. Jeg er efterhånden begyndt at snakke med en del derinde. B.la. er der tre fyre. Den ene hedder Yaad og er kok, den anden kan jeg ikke huske navnet på, men han er opvasker og den tredje hedder Suresh og er en af managerene. De er med til at gøre en travl dag i restauranten sjov:)
Jeg havde tilmed "æren" at møde selveste Miss Maud. Vi skulle have "The Health Inspector" på besøg den dag og derfor skulle ALT være clean.
Da jeg møder hende giver jeg hende hånden og hun hilser kun kort for så at bede mig lave hende en kop "long black" ( sort kaffe). Hun virkede nu så rar, men hun viste sig altså at være en ret stram tante.
Når man starter ved Miss Maud skal man læse alle regler og det har jeg gjort. Men der er 4 sætninger, hvori de vigtigste grundregler står i disse papirer og hvis man kan dem udenad når Miss Maud spørger, så giver hun en 100 dollars. Jeg KAN de fire sætninger udenad, men jeg kunne på intet tidspunkt komme til at sige dem til hende, så nu går jeg bare og venter på at hun dukker op i restauranten igen!

Så som i kan høre har jeg tilbragt rigtig meget tid inde på arbejdet det sidste stykke tid.

Igår havde vi en hyggelig lørdag inde i Perth centrum. Vi startede med at gå rundt i alle sidegaderne, her var vi bl.a. inde og se et galleri, men sur-realistiske værker. Det var ikke lige det store hit. Det var meningen at vi skulle til noget kulturaften nede ved Swan River, samt spise vegetarisk mad, som var lavet af menneskerne bag arrangementet, men p.g.a. regnvejr var der kun mødt få mennesker op. Vi skulle mødes med Anna, som er fra Sverige. (En af Pers veninder). Da vi ikke rigtig følte for at stå og nyde et måltid i det våde vejr besluttede vi os for at søge lidt op i byen og finde et sted at spise. Vi endte på Williams Street (Perths svar på Chinatown). Her fandt vi en vietnamesisk restaurant hvor vi fik et lækkert måltid. Da vi havde spist tog vi toget hjem.

I dag vågnede vi tidligt. Kl. 07:00 helt præcis! Vi startede med at tage op på Midland Market. Her kunne der købes friske grøntsager - og frugt. Der var små boder med hjemmelavede jams og chutneys, samt andre små boder med kager, ost etc.
Da vi havde gået og lullet rundt en times tid tog vi hjem for at smørre madpakker, som vi skulle tage med til Swan Valley.
Vi kørte ud til Swan Valley som er noget af det mest idylliske jeg længe har oplevet. Det er her alle vinmarkerne befinder sig, hver har sine skilte ude med fristende indbydelser til hjemmebrygget vin og hjemmelavede oste. Min mor ville elske det!
Der var sågar et sted hvor de lavede deres egen chokolade, men fordi vi var i den anden side af vejen og der ikke var noget sted at dreje ind, så kom vi aldrig derover.
Vi stoppede dog ind hos en vingård, hvor de andre smagte vin og jeg spiste mig mæt i kiks og ost :)
Vi stoppede ligeså ind hos samtlige gallerier, som lå forskudt i hele Swan Valley.
Der var rigtig mange spændende gallerier, hvor der befandt sig diverse skulpturer i alle former og farver. Der var lige fra surrealisme til håndlavede værker, der var abstrakt kunst og alt var enten i træ eller stærke kraftfulde farver.
Swan Valley er i det hele taget en fantastisk Suburb. Hvis der ikke var vinmarker, var der store grønne enge hvor heste og alpacas græssede. Der var biavlere der solgte ud af deres hjemmeavlede honning, små hyggelige caféer som var tilknyttet de forskellige gallerier.
Mange af de steder vi besøgte i dag havde en vis retrostil over sig. Personligt synes jeg at det er noget af det bedste!

Da vi havde kørt rundt til forskellige gallerier kørte vi ind til Guildford. Guildford er en gammel lille landsby, hvor der ligger en masse second hand butikker og antikvitetsforretninger.
Vi kørte ned til Swan River, som er den flod der løber igennem hele Perth og alle de små forstader. Her sad vi og nød vores madpakker mens vi kunne se ud over floden. Det var et smukt syn!

Herefter kørte vi op og så på alle de fine secondhand butikker og da vi havde gået her et par timer kørte vi hjem.
I dag have jeg købt ind til at bage en kage som vi kunne nyde her i aften. Så mens de tre andre sad ude i solen stod jeg og hyggede mig med at bage. Jeg bagte en lækker saftig abrikoskage, og det virkede til at den faldt i alles smag.
Vi har nu spist og grundet at vi har været så tidligt oppe, er jeg ved at være træt :)

Godnat lille Danmark<3






No comments:

Post a Comment