Wednesday 23 November 2011

Farvel til Melbourne og gode venner, lyn tur til Sidney og Gilligans i Cairns

Kære lille Danmark.

I forgårs havde Toby og jeg som sagt taget de to tyske piger med på en rundvisning i byen. Om aftenen satte vi os ind på en lille lokal restaurant kaldet "Coconut House" her havde de den lækreste malajkanske mad. jeg selv fik en Laksa suppe med tofu og grøntsager. Virkelig lækkert!.
Efter vi havde spist tog Toby, Anna og jeg toget ned til Skt. Kilda Beach, da Toby og jeg et par dage forinden havde hørt at man kunne være heldig at se pingviner hvis man tog derned efter 19:00. Toget tog en halv time og da vi ankom til stranden var det bælgravende mørkt. Vi gik alle tre og ledte nøje efter pingviner, men der var desværre ingen at se. Lige pludselig kan vi høre to kalde på os i mørket, vi går dem i møde og her står et ældre ægtepar. Kvinden var oprindeligt fra Kroatien og manden var oprindeligt fra Italien. De begge spurgte os hvorfor vi gik rundt på stranden så sent, hvortil vi svarede at vi ledte efter pingvinerne. Her grinte de begge og fortalte os at den person der havde fortalt os der var pingviner ved Skt. Kilda Beach havde snydt os. De sagde at det eneste sted det var muligt at opleve pingviner var ved Phillip Island, som ligger nogle timers kørsel fra Melbourne.
Vi blev og snakkede med de to ældre, og inden vi havde set os om var en tur til Phillip Island arrangeret. Dog kunne jeg ikke selv komme med da jeg jo skulle med flyet næste morgen. Men den søde dame fra Kroatien som hedder Jela spurgte os om vi ikke havde lyst til at bo hos hende istedet for at skulle betale for hostel hver dag. Jeg fortalte hende at jeg rigtig gerne ville, men at jeg desværre forlod Melbourne næste morgen. Her spurgte hun mig så om jeg ikke ville sove hjemme hos hende denne nat og så kunne hun køre mig til lufthavnen næste dag. Det skal lige siges at Jela og jeg bare havde en form for connection fra start, så det føltes ikke forkert at skulle sove hjemme hos hende. Jela er 62 år og manden, dvs. hendes eksmand Samy er i samme aldergruppe. De havde været gift i mange år men nu er de bare rigtig gode venner og nyder at tilbringe tid med hinanden i ny og næ. Vi blev enige om at tage med i Jela og Samy's bil for så at hente mine ting på vores hostel og så sætte de andre to af. Da vi ankom til vores backpacker hostel blev jeg lige pludselig i tvivl om det nu var sikkert, og jeg trak Toby til siden for at høre ham om hans mening. Jeg følte at jeg jeg skulle gøre det for det ville være endnu et spontant eventyr, men samtidig havde jeg en underlig følelse i maven, og jeg måtte bruge lang tid på at tage en beslutning om jeg skulle gøre det eller ej. Efter lang overvejelse måtte jeg desværre gå ned til Jela og Samy som holdte i bilen nede ved indgangen af vores hostel. Jeg fortalte Jela at jeg virkelig gerne ville besøge hende en anden dag, men at jeg lige nu ikke følte at det var helt sikkert. Hun forstod heldigvis. De to kørte væk igen og den søde mand, Samy fældede en tåre. Som Jela siger så er han verdens mest sensitive mand. Det var hårdt og hele aftenen havde været lidt underlig, fordi vi var jo taget til stranden for at møde pingviner og fra det ene sekund til det andet stod vi med et par nye kære venner og havde mulighed for at tilbringe tid med dem. Jeg snakkede med Toby om vores lidt underlige aften og vi gik op på vores værelse. Her var Anna stadig vågen og lige som vi havde sat os alle tre for at slappe lidt qf går døren op. Her står vores fjerde roommate Jared, som er fra Cairns. Han havde sine to svenske venner med og de spurgte os om vi ikke havde lyst til at komme med i byen. Jeg følte ikke rigtig for det, men eftersom at en af de svenske fyre fik mig overtalt endte vi med at tage ned på en natklub oppe midt i byen. Her fik vi danset hele aftenen og jeg havde det super sjovt!.

Næste morgen skulle jeg tidligt op, for jeg skulle tjekke ud af mit værelse inden 10:00. Jeg vækkede Toby og som en slags afskedsgave ville Toby give brunch inde i byen, så da vi begge havde gjort os klar og jeg havde fået pakket alle mine ting gik vi op på en hyggelig restaurant hvor vi havde siddet og fået en kop kaffe et par aftener forinden. Vi vendte tilbage fordi stedet havde en hyggelig atmosfære og fordi de spillede rigtig god jazz i baggrunden. Vi fik en kop Chai te og en virkelig smagfuld omelet. Da vi havde siddet og nydt det et par timer og fået snakket lidt fulgte Toby mig ned til shuttle bus stationen. Her skulle jeg tage bussen ind til lufthavnen. Det var lidt hårdt eftersom vi er blevet så gode venner, men det er jo bare på gensyn.

Da jeg ankom til lufthavnen blev jeg lige pludselig ringet op af Jela. Hun ringede og ønskede mig en god tur, og så sagde hun at jeg måtte love at sende hende et jule kort, samt skrive så snart jeg var i Melbourne. Så næste gang jeg kommer til Melbourne har hun sagt at jeg skal bo i hende fine lille hus ude på landet, jeg får mit eget værelse, hun vil tage mig rundt i hele Victoria (landsdelen hvor Melbourne hører til) og jeg må blive der lige så længe som jeg lyster:) Hun fortalte mig at eftersom hun selv har fem sønner, så følte hun at jeg var den datter hun aldrig fik. Så det var lidt hårdt at tage afsked i telefonen.

Flyet skulle nu gå fra Melbourne til Sidney hvor vi skulle mellemlande og så videre til Cairns. Dvs. at så snart vi landede i Sidney vidste jeg at jeg havde præcis 2 timer til at se operahuset, så jeg skyndte mig ned til togstationen hvor jeg spurgte en af togkontrollørerne om jeg kunne nå at tage toget ind til Sidney centrum og se operahuset, her så han lidt skeptisk ud, men jeg bookede en togbillet uden at tøve og skyndte mig med toget. Det tog ca. 35 min. før vi ankom til Sidney, Cirkular Quey. Jeg løb fra stationen ned til havnen og så snart jeg kunne se operahuset rev jeg kameraet op af tasken og begyndte ellers at klikke løs. Jeg fik det fra alle vinkler og for at det ikke skal være løgn, så købte jeg en t-shirt bare for at bevise at jeg altså også var i Sidney:)
Jeg skyndte mig tilbage til togstationen hvor jeg hoppede på toget tilbage til lufthavnen. Her gik flyet til Cairns. I flyet fik jeg lidt at spise og så kom jeg i kontakt med pigen ved siden af mig. Hendes navn er Sarah og hun kommer fra Boston i USA. Vi snakkede lidt og da vi endelig ankom til Cairns splittede vi en taxa til vores hostels eftersom både hendes og mit hostel lå inde i byen.
Da jeg ankom var jeg MEGET træt og jeg skulle nu bare op at sove. Men Gilligans, som er navnet på vores hostel er et stort partyhus, og ikke nok med det så er jeg som den eneste pige blevet kastet ind på et værelse med 5 drenge, så jeg fik ikke meget søvn i nat. Underforstået at ude på vores balkon holder de fest hver aften.
Jeg bor på samme hostel som Sidsel og hende og jeg samt hendes room mate skal op til Great Barrier Reef og snorkle i morgen, så det glæder jeg mig ubeskriveligt til!.

No comments:

Post a Comment