Monkey Mia and The Indian Pasific

Monkey Mia.
Hej alle sammen. Det er nu to dage siden jeg ankom fra den bedste tur til Monkey Mia. Det har været helt ubeskriveligt, og jeg savner hvert eneste sekund af det!
Om fredagen kørte Per og min mormor mig ned til busstationen. Da jeg blev sat af var jeg den eneste og jeg kom lige pludselig i tvivl om jeg havde hørt forkert mht. hvor bussen skulle komme og hente mig. Men efter at have stået og ventet omkring en halv time begyndte andre heldigvis også at komme. Som jeg har nævnt tidligere, så er australierne ikke så præcise med tiden, så når de beder en om at møde op kl. 07:00 om morgen så mener de faktisk 07:30.
Da vi alle endelig var kommet op i bussen blev vi budt velkommen af vores tour guide Rhett. Rhett er en af de sjoveste fyre jeg har mødt. I løbet af alle fire dage hvor vi kørte rundt skiftes vi alle til at sidde oppe på forsædet sammen med Rhett, og hver gang jeg sad sammen med ham havde vi det så sjovt, ofte havde vi så vildt et grineflip at han måtte holde ind til siden, og så lod vi bare som om at det var fordi at han skulle tjekke op på noget. I løbet af denne tur har jeg set den smukkeste natur man kan forestille sig. Jeg har mødt rigtig mange søde mennesker. Især to tyskere, en dreng og en pige kaldet Fabian og Lisa. Dem fortæller jeg om lidt senere.
Den første dag kørte vi altså op mod The Pinnacles Desert i Nambung National Park, som jeg har skrevet før så er det de store uforklarlige genstande (limestones) som er opstået af sand, dem som jeg skulle have set dengang da bilen brød sammen.  Det var en masse store sten som var blevet dannet af naturen. De var knaldrøde og stod forskudt udover hele ”ørkenen”. Vi alle tog en masse billeder i alle mulige positioner foran stenene. Herefter kørte vi op til havet hvor vi ”nød” en australsk hotdog. Ikke lige min foretrukne spise. Da vi havde siddet og haft BBQ på stranden og nydt det dejlige solskin måtte vi tilbage i bussen for så at ramme byen Geraldton. Her befandt sig en kæmpe mindeplads for faldne søhelte som havde været i krig. Der var et stort sejl lavet af jern, som bestod af en masse duer. Hver due repræsenterede hver falden søhelt. Der stod ligeså en statue af en kvinde som spejdede udover havet, denne skulle symbolisere hver søhelts kone som havde stået og kigget efter sin mand. Da vi havde været her tog vi videre op mod Northbrook Farmstay hvor vi skulle overnatte. På vejen stoppede Rhett ind for at vise os de famøse Gumtrees. Dette er et træ som har så svag en bark at de med tiden pga. vinden vil lægge sig ned og så vil træerne herefter begynde at gro. Dvs. at de gror ud til siden i stedet for op. The farmstay var ejet af en middel aldrende australsk farmer. Helt ude i out back’en. På vejen i bussen havde jeg siddet ved siden af en pige ved navn Lucia. Hun kommer fra Schweiz og det viste sig at ud over mig, som jo er dansk, de to tyskere og to irlændere, så var alle andre fra Schweiz, så der var gang i det Schwitz tyske og Det Schwitz franske. Lucia er 26 år og hende og jeg fik snakket en del i løbet af den første dag. Da vi så ankom til denne farm delte hende og jeg samt hendes tre veninder hytte den første nat. Det viste sig ikke at være en alt for god ide, for de nægtede at tale engelsk på trods af at de faktisk var her for at lære det, så jeg fandt hurtigt sammen med den tyske pige Lisa og en anden schweizisk pige ved navn Martina. Vi tre havde det ret sjovt sammen plus Lisas bedste ven Fabian. Martina er 21 år ligesom jeg selv og Lisa og Fabian er 19 år. På farmen havde denne farmer lavet hjemmelavet spaghetti Bolougnaise men i min verden var det bestemt ikke noget i nærheden af italiensk og SLET ikke i nærheden af min mors (I der har smagt den ved hvad jeg menerJ) Da vi alle havde spist spillede nogen af os Bulle samt andre spil. Fordi vi skulle op kl. 05:00 næste morgen gik de fleste af os forholdsvist tidligt i seng.
Næste morgen stod jeg og de schweiziske piger op for at tage billeder af solopgangen ud over out back’en, det var fuldstændig magisk! SÅ smukt et syn. Der var stadig diset og pga. den lille smule sol der var lignede det at hele farmen og naturen omkring bestod af guld. Helt fantastisk. Herefter tog vi over i laden hvor vi fik morgenmad (müsli, toast med honning og en MEGET stærk kaffe). Der gik ikke lang tid før Rhett forstod at os der drikker kaffe ikke rigtig kunne nøjes med denne forfærdelige udgave, så det blev hurtigt til vane at det første stop efter morgenmad blev en tankstation hvor vi kunne få en ordentlig kaffeJ
Efter morgenmaden holdte vi altså ind i Kalbarri hvor vi fik en god kop kaffe og så ellers op i bussen igen. Herefter kørte vi op til The Murchison Gorge, hvor vi skulle se ”Natures Window”.  Egentlig var vi delt op i to busser, så tour guiden i den anden bus tog os med ud på en lille vandretur ned mellem alle stenene og her var den smukkeste udsigt. Natures Window er en kæmpe rød sten med hul igennem, og gennem hullet set den smukkeste udsigt udover floden og hele bjergområdet. Deraf Natures Window. Her blev taget en masse billeder og herefter kørte vi videre ned til Z-bend i Kalbarri National Park. Her skulle vi på en længere vandretur og vi skulle klatre ned af stejle stenbrokker til vi endte nede ved Z-bend som er en kæmpe sø der ligger midt nede i dalen. På vej tilbage så jeg et spind, og det lyder skørt men det var et spind af guld og det viste sig at det var The Golden Web Spider (guld edderkoppen) som spandt det. Den sad og så ned på os og her måtte jeg bare tilbage, man kunne ikke være helt sikker på hvilke af de otte øjne den havde på en. Da vi kom tilbage efter en ret hård og udmattende tur op af de stejle stenbrokker med alt for mange fluer i mund, øre, næse..ARGHH! havde Rhett arrangeret frokost til os. Vi fik wraps (mexicanske tortillas) med kylling, salat og dressing. Det smagte ikke værst. Her sad jeg og fik en god snak med den anden tour guide Hailey. Hun er 30 år og hende og jeg havde det ret sjovt sammen, sammen med Lisa, Martina, Fabian og Rhett. Jeg tror at vi var dem der socialiserede bedst med tour guiderne. Da vi havde spist frokost tog vi videre ud mod Shark Bay hvor vi skulle se de famøse Stromatolites. Dette er organismer som er flere millioner år gamle, faktisk den ældste organisme i hele verden. Det er en slags aliebakterie, som producerer ilt og forskerne mener at det er dem der har startet ozonlaget, og altså gjort det muligt for os mennesker og organismer at leve. Udover the Stromatolites i Australien befinder de sig kun et sted mere i verden, som er ved Bahamas Øerne. Rhett spurgte senere om vi syntes det var spændende og åbenbart var jeg den eneste der syntes det var interessant, så ham og jeg snakkede om at det kunne være ret fedt at tage til Bahamas Øerne for at se de andre, men vi blev hurtigt enige om at the Stromatolites var lidt ”out of the picture” hvis vi endelig skulle komme til Bahamas. Han fortalte mig at jeg måtte sørge for at komme ned til Coral Bay, som ligger i The Northern Territory, fordi her skulle være de smukkeste koraller og man har mulighed for at dykke med delfiner. Ifølge ham skulle det være langt smukkere i forhold til Great Barrier Reef som ligger ved østkysten. Dette skyldes at Great Barrier Reef er meget turistet og derfor er mange af korallerne dér ødelagt. Så hvis man vil se et smukt koralrev så skal man altså tage til Coral Bay i Nothern Territory. Efter vi havde set The Stromatolites kørte vi i lang tid indtil vi ankom til Monkey Mia. Det skal lige siges at mellem hvert stop har vi ca. kørt 4-5 timer i gennemsnit. For i West Australien ligger alt meget langt fra hinanden. Monkey Mia var vores mål, her skulle vi overnatte på dette fantastiske ressort med udsigt til den smukkeste strand. Vi ankom lige ved solnedgang, så vi tog nogle virkelig smukke billeder med solnedgangen og stranden, så så smukt!. Inden vi skulle ud og opleve en aboriginal kultural aftenceremoni tog Lisa, Fabian, Martina, Ramona (Schweizisk pige), nogle andre og jeg ned for at bade i det indiske ocean. Min første gang i vandet i Australien, og det var så skønt!.  Vi havde kun en halv time for herefter skulle vi klæde om til noget komfortabelt som kunne tåle at blive beskidt, for efter at have vandret ned af stranden mødtes vi med Cape (en af de aboriginals som tilhører Monkey Mia i Shark Bay). Her mødte han op meget seriøst, så seriøst at man var en anelse bange for ham, men man kunne ikke undgå at have respekt for ham. Han mødte op med sin Didgeridoo (Australsk blæseinstrument). Herefter skulle vi følge efter ham i det mørke out back, her havde han tændt et bål og vi skulle alle sætte os i en rundkreds omkring bålet. Her fortalte han (Cape) om aboriginals, om at hver aboriginal skal respektere deres land, om Mens Business (Mænds private) dvs. at Mens Business betyder at mændene tager væk for at snakke tingene igennem uden kvinderne. Womens Business er madlavning og at føde, det synes jeg er lidt stødende overfor kvinderne, men sådan er det altså. Han lærte os om stjernerne, hvordan de bl.a. kunne læse hvornår emuerne ruger deres æg, vi lærte hvordan man hilser og hvordan man ikke siger farvel, men på gensyn (det synes jeg er ret fint!). Han holdte en ceremoni hvor han bød os velkommen ved at gnide sand mellem sine hænder. Det samme skulle vi gøre for at hilse på landet. For at vise at man har respekt for landet må man ikke snakke om et andet land som ikke tilhører en, man må ikke tage sten, skaller osv. med fra landet for den måde viser man disrespekt.  Han valgte mig til at lave mad over bålet. Dette var en fisk som var så rig på Omega 3. Jeg skulle ligge den på bålet og våge over den, herefter skulle jeg tage hans boomerang og bruge den som en slags palet, jeg skulle ligge den på nogle blade, som de bruger som en slags tallerken. Den smagte virkelig godt!.
Han spillede på sin Didgeridoo og på en kæmpe konkylie mens han lærte os aboriginalske sange. Efter at vi havde siddet her en time – til halvanden sagde han på gensyn og førte os tilbage til stranden. På vejen så jeg op på himmelen og den var fyldt med stjerner, det var så ubeskriveligt!.
Da vi kom tilbage til vores ressort ved Money Mia Dolphins ressort var der arrangeret BBQ nede på terassen. Vi fik lækker Beef, salat, og stegte auberginer samt kartofler. Herefter satte vi os ned på stranden hvor de andre drak og vi havde det fantastisk!. Vi blev oppe til 01:00 om natten hvor vi gik tilbage til ressort-et i mørke og man kunne høre vandet skylle ind over stranden.
Næste morgen skulle vi stå op tidligt  for vi skulle ned og se delfinerne. Jeg havde håbet på at vi kunne dykke med dem, men eftersom at der lige var blevet født en lille unge så var det ikke muligt. Lisa og jeg var de eneste der havde været seje nok til at stå op, så vi vandrede ned ad stranden og blev mødt af en kæmpe menneskeflok som ligeså var mødt op for at se delfinerne. Vi stod og ventede 20 min. Og lige pludselig kom de, der var seks smukke delfiner og de var så søde!. Vi så dem blive fodret og herefter gik vi tilbage og spiste morgenmad. Her var alle andre også stået op. Da vi havde spist tog vi ned for at ligge og slappe af på stranden, bare chille og badeJ
Nu måtte vi videre, for nu gik turen tilbage mod Perth. Da vi havde kørt nogle timer holdte vi ind for at få dagens kop kaffe. Her tog vi ind i et lokalt super marked og her havde de en lille kænguruunge. Den var blevet redet denne morgen, efter at den havde ligget i pungen ved sin mor som var blevet kørt over. Den var så sød, og alle os piger faldt fuldstændig i svime over den. Desværre havde jeg efterladt mit super seje kamera i bussen så jeg fik desværre ikke et billede af den.
Herefter tog vi ned i Ocean Park, Marine Zoo. Her fik vi en guidet tour. Vi hørte om alle de mange fisk i fisketankene, og så så vi hajerne blive fodret. Det var ret spændende. Jeg havde godt nok håbet på at stå ansigt til ansigt med ”The Big White” (Hvid hajen), men jeg måtte nøjes med ”The Lemon Sharks” (nogle mellemstore hajer med et rimelig bredt, fladt hoved). Her var ligeså en kæmpe skildpadde 30 år gammel). Hun bar en T-shirt fordi hun led af en sygdom. Utrolig nuttet!.
Efter at have nydt en spændende guide tour havde Rhett købt kiks, ost, frugt, oliven og kage som vi skulle spise til frokost. Det sad vi og nød mens vi kiggede ud over havet. Der var en fantastisk udsigt, for mens man så ud over det indiske ocean havde man de små australske country vindmøller ved siden af. Billederne taler for sig selv. Da vi havde været her et par timer tog vi videre ud mod Shell Beach (muslinge Stranden). Stranden bestod kun af små bitte hvide muslingeskaller, og vandet var fuldstændig vindstille, så vi havde det sjovt med at lave ”jumping pictures” med den fantastiske udsigt i baggrunden.
Da vi tog tilbage til bussen var det endelig min tur til at sidde foran sammen med Rhett. Så snart jeg kom derop havde vi det så sjovt, og man kunne se at bagved i bussen sad alle og var meget nysgerrige efter hvad der var så sjovt. Vi satte noget god musik på og så snakkede vi ellers hele vejen om alt mellem himmel og jord. Han er uden tvivl en rigtig australier. Hans første kæledyr var en kænguru, han er 24 år og har intet hjem, men pga. at han altid er ude på sine guide tours så behøver han intet, så han lever ”on the road”. Jeg synes han er ret cool! Han fortalte mig om dengang han arbejdede på en farm, hvor han skulle lave hegn. Her var ofte ”bush fires” (skovbrande) og så måtte han og de andre farmboys ud og slukke ilden. Han fortalte så meget spændende, at jeg var fuldstændig mundlam. Efter at have siddet i bussen i 4 timer ankom vi endelig til den første farm hvor vi overnattede, her skulle vi igen overnatte. Selvom at jeg havde tilbragt så meget tid med Lisa, Fabian og de andre så var jeg nødt til at sove det samme sted som sidst, altså sammen med de schweiziske piger. Vi fik kænguru stuw (kængurugryde) til aftensmad og is til dessert. Herefter satte Lisa, Martina, Ramona os ud og snakkede. Vi endte med at have det så sjovt. Bl.a. skulle jeg lære dem nogen ord på dansk og de mig ord på Schweizizk og tysk, det havde vi det ret sjovt med. Bl.a. lærte jeg dem ordet ”grineflip” og det synes de var hylende morsomt. Men de blev alle enige om at de synes at dansk er et rigtig pænt sprogJ Senere kom Rhett ud og ham og jeg sad og snakkede hele natten. Jeg fortalte ham om Danmark og alle mulige andre ting. Ligeså om at jeg havde taget et boksekursus og så måtte jeg vise ham nogle øvelser, som udviklede sig i at en af drengene Xavier (Schweizisk dreng) og jeg skulle kæmpe mod hinanden, vi havde det så sjovt! Jeg endte med at gå i seng kl. 24:30 og da jeg kom ind på værelset var alle pigerne så sure. De var åbenbart gået tidligt i seng. Jeg ville ikke tænde lyset så de vågnede op, så i stedet brugte jeg min telefon til at finde tandbørste og deslige frem. Da min telefon lige pludselig gik ud måtte jeg putte den i opladeren, i kan nok forestille jer hvor svært det er at finde det hele frem i mørket. Jeg prøvede at være stille, men af en eller anden grund så satte min oplader sig fast i stikkontakten og jeg var nødt til at bruge alle mine kræfter til at hive den ud, hold nu op hvor de andre brokkede sig. Jeg valgte altså at ignorere det, for de var simpelthen for dumme at høre på. Jeg havde jo netop prøvet at være stille, men det kan jo ikke nytte noget at jeg ikke kan komme i seng bare fordi jeg ikke går i seng kl. 21:00 sharp. Næste morgen var jeg død i pigernes øjne og jeg endte med at gå ind til Lisa hvor vi begge var flade af grin over deres barnagtige opførsel. Vi spiste morgenmad og herefter kørte vi så mod Greenough Wildlife Park. Her så jeg for første gang en australsk saltvandskrokodille. Vi fodrede kænguruer og fik kænguru kys og så så jeg en Austerrich (en kæmpe strudsefugl) meget skræmmende!. Men jeg må indrømme at det aller bedste jeg så der var da jeg fandt en udgave af Steve Irwin som actionfigurJ Jeg var ret tæt på at købe den, for den havde hans kommentarer indkodet så som ”What a beaty” ”Isn’t it beatyful” haha det var ret sjovt.
Herefter kørte vi nogle timer til vi kom til Kalbarrie og her fik vi wraps med beef og grøntsager. Få af os tog en dukkert i havet. Jeg sad stadig på forsædet med Rhett og denne gang skulle jeg tegne ham på armen, han havde mange skøre ideer. Der var på et tidspunkt at han holde bussen ind til siden fordi at han havde opdaget en ” Bob-tail” på vejen. Dette er en blå- tunget leguanlignende lille skabning, som han absolut måtte ud efter midt på vejen, for så at vise den frem. Ny lyder det måske som om at han ikke var så pålidelig som chauffør, men det må man endelig ikke tvivle på fordi han havde fuldstændig styr på det. På et tidspunkt sidder jeg ved siden af ham og læser i Fabians bog ” Dangerous creatures of Australia” og lige pludselig lyder der et kæmpe brag. Da jeg kigger op er hans sidespejl fulsdtændig smadret, og det viser sig at det var en fugl der ramte ind i det. Det sker desværre når man kører rundt i Australien, for bilerne kører hurtigt og dyrene når ikke at observere det. Det var et kæmpe chok og selv Rhett var rystet. Desværre så vi også en del livløse kænguruer, for der er så mange af dem og nogle gange hopper de ud på vejen. Sørgeligt og jeg måtte bestemt have nogle uger til at vænne mig til det, men der er desværre ikke noget man kan gøre for at undgå det. Da vi havde kørt en del timer holdte vi ind til Sand Dunes of Lancelin. (sanddyner). Her skulle vi sandboarde ned af sanddynerne. Præcis ligesom at stå på snowboard men i stedet for sne var det sand. Det var ikke den fedeste oplevelse, for når man kom op på toppen af sanddynerne var vinden så kraftig at sandet blæste direkte ind i munden på dig. Vi havde sand alle steder og derfor skyndte vi os at køre ned til den nærmeste strand for at få vasket alt sandet væk. Herefter tog vi afsked med den anden bus og så kørte vi tilbage til Perth. Kl. var ca. 19:00 da vi ankom og vi sagde alle farvel. Jeg endte med at gå sammen med Lisa og Fabian. Vi ville gå til deres motel og høre om det kunne være muligt at jeg kunne sove der en nat. På den måde kunne vi tre tilbringe aftenen sammen i stedet for at jeg skulle tilbage til Pers hus i Bayswater. Da vi kom til deres motel var der virkelig dårlig stemning. Damen som var indehaver af Lisa og Fabians motel var en meget frustreret dame og havde ikke styr på noget som helst. Det viste sig at Lisa og Fabians værelse var blevet givet videre til nogle andre, og nu havde de ikke noget sted at bo. Jeg skyndte mig selvfølgelig som det første at ringe til Per for at høre om de kunne overnatte hos os, det sagde han heldigvis ja til. Så Lisa, Fabian og jeg tog hurtigt over på MC. D for at få lidt at spise og så tog vi toget hjem til Per. Vi blev hentet af min mormor. Per bød dem velkommen med kiks, ost og frugt og sagde at de endelig skulle føle sig hjemme, det var jeg nu glad for. Lisa og Fabian havde en af de første dage på vores tur til Monkey Mia fortalt mig om at de skulle rejse til østkysten om onsdagen med The Indian Pacific (Et tog der kører helt fra Perth til Sidney (Østkysten)), dvs. i går. Jeg har i løbet af hele turen snakket med dem om hvor fedt det kunne være hvis vi gjorde det sammen, så næste morgen (dvs. i forgårs) tog jeg ind og bestilte en togbillet. Vi var tidligt oppe for vi skulle ned at tage færgen til Freemantle. Det gjorde vi kun fordi at Hailey (tour guiden på den anden bus)også arbejder for Captain Cook cruises som sejler til Freemantle, og derfor kunne hun få os med virkelig billigt (5 dollar pr. mand). Jeg ville nemlig vise Fabian og Lisa Freemantle inden vi alle rejste til østkysten. Da vi kom derover mødtes vi med Hailey til frokost og rendte ellers rundt et par timer. Så tog vi toget tilbage til Perth, for nu skulle jeg sige mit job op hos Miss Maud. Jeg var godt nok ikke meget for det men heldigvis var de forstående så det var slet ikke så slemt.
Efter jeg havde sagt op skyndte jeg mig rundt i byen for at købe en afskedsgave til Per, for nu var det virkelig tid til at sige farvel. Jeg købte ham en moderne udgave af en kalender, bestående af magneter (ret smart hvis jeg selv skal sige detJ).
Da vi kom hjem havde mormor, moster Iris og Per lavet mexicansk mad, det var super lækkert. Under maden gav jeg gaven til Per, hvilken han blev rigtig glad for.  Vi havde lavet en aftale med Hailey og nogle af de andre fra Monkey Mia – turen at vi (Lisa, Fabian og jeg) skulle mødes i byen og fejre vores sidste aften i WA.  Inden vi tog af sted skulle vi alle have pakket vores ting, og da vi havde gjort det tog vi ned til toget og ind til Perth for at tage toget videre til Lederville. Da vi kom derover viste det sig at Lisa og jeg ikke kunne blive lukket ind fordi vi havde thongs på (havaianas). Så det blev desværre ikke til den store party aften, men vi tog i stedet ind og spillede noget pool sammen med Hailey og en der hedder Robin. Det var stille og roligt. Hailey var sød at køre os hjem igen, så vi skulle ikke stå og vente på toget.

I går kørte mormor så Fabian, Lisa og jeg ned til The Indian Pacific (toget til Southern Territory (Adelaide)). Da jeg kørte derfra stod Per med tårer i øjnene, det var rart at se at han kom til at savne mig. Vi tog toget kl. 12:00 om formiddagen. Vi brugte tiden på at sidde og slappe af og omkring kl. 22:30 holdte vi ind ved Kalgoorlie. Kalgoorlie er en by som er kendt for sine miner og alle de mange minearbejdere. Jeg havde hørt rigtig godt om det så jeg lokkede Fabian og Lisa med ud på nat rundvisning, men det viste sig at være MEGET kedeligt og bestemt ikke de 30 dollar pr. mand hver. ØV!! Vi sad kun inde i bussen sammen med alle de ældre par og hvad værst var så var selve tour guiden så kedelig at høre på, at man tydeligt kunne høre han selv var ved at falde i søvn. Det var ret skuffende. Men jeg må indrømme at jeg aldrig har set så DØD en by, der var ikke en sjæl at se, bare en spøgelses by. Jeg sad bare og ventede på at at alle zombierne ville dukke op :). Da vi kom tilbage op i bussen var vi alle tre trætte så vi lagde os til at sove. Desværre havde jeg tjekket min kuffert ind, hvori min sovepose lå så jeg frøs hele natten. Jeg havde fået besked om at der var mulighed for at købe et tæppe til 5 dollar, men desværre var de udsolgt, så det var en kold og lang nat.
I morges stod vi op kl. 12:00 vi har sovet omkring 11 timer.
I dag har vi som sagt kørt i tog (Indian Pacific) for anden dag i træk. Da det jo er et tog er der ikke meget at lave, men Lisa, Fabian og jeg vi formår at få tiden til at gå med at snakke, kigge billeder, spille kort etc. Tidligere på aftenen var jeg henne hos tog- kontrolløren for at høre om jeg kunne få et tæppe til i nat. Mens han undersøgte dette fik jeg øje på en mand der sad og tegnede inde i den lille Café som er tilknyttet til vores tog. Jeg spurgte ham om jeg måtte se hans tegninger, hvilket han virkede meget glad for. Han havde lavet de mest fantastiske skitser. Da jeg sagde at jeg var Danmark blev han meget interesseret. Han kom ind på at han bl.a. har malet et billede af kronprinsesse Mary, lige dette sagde mig ikke rigtig noget, men han viste sig at være utroligt intellektuel, en rigtig åndsarbejder, så jeg satte mig ned og snakkede med ham og vi endte med at sidde og snakke i flere timer. Han er en MEGET speciel type, men han vidste utroligt meget om kunst hvilket jeg fandt fascinerende, så vi fik snakket en del. På et tidspunkt fortæller han mig at han bor i et hus i Hobart (Tasmanien) og at hvis jeg nogensinde kom dertil så måtte jeg endelig komme og besøge ham, jeg var selvfølgelig velkommen til at tage mine venner med. Vi snakkede om alt fra kunst til musik og til film, da hans kone er filmproducer. Han forsøgte endda at få hans kone ud i caféen så jeg kunne snakke med hende omkring dette, men hun lå og sov. Så det var bare mig og ham. Han startede med at male på træ og er i dag blevet en meget velset maler. Hans navn er Waldemar Buczynski. Han kommer oprindeligt fra Polen, Warsaw. Han er uddannet fra kunstakademiet i Warsaw og har siden flyttet til Australien hvor han så har boet lige siden. Han nævnte flere gange at hans kone var jaloux over at han sad og snakkede med mig, men jeg tog det kun som en joke lige indtil at hun lige pludselig kommer ud og tager ham i skjorten, hvor hun så siger at nu kunne han altså ikke sidde at snakke med mig mere for nu skulle han i seng. Han er meget under tøflen og dette kom virkelig bag på mig. Lisa havde siddet inde i sove kupeen da Waldemar og hans kone havde stået og diskuteret og Lisa havde overhørt at hans kone havde kaldet mig en bitch, hvor at Waldemar havde prøvet at forklare sin kone at jeg blot var interesseret i hans malerier og i at høre om hans syn på kunstens verden. Det her slog virkelig benene under mig, så jeg blev inde i caféen. Jeg ville dog lige hente min computer for at kunne skrive min dagbog. Noget jeg ikke har fortalt jer endnu er at pigen som sidder i sædet foran mig ligner en forvokset udgave af Lisbeth Salander (Mænd der hader kvinder (film)) Hun har sort karseklippet hår, en slange tatoveret op af halsen og så har hun piercinger i hele 25’øren. Hun har hver dag givet mig dræberøjne fordi jeg den første nat havde lagt mine fødder ovenpå min taske, som lænede sig op af hendes rygsæde.  Åbenbart har jeg i søvne kommet til at give et sæt og min fod har snittet hendes sæde. Denne nat ville jeg stille og roligt prøve at få fat i min computer fra tasken som lå under sædet, men selvom jeg var virkelig forsigtig så vender jeg mig om hvorfra hun ser mig dybt ind i øjnene, meget ubehageligt. Hun begynder at sige at jeg er en møgtøs og at jeg skal bare prøve på at røre hendes sæde engang til. Jeg tog en dyb indånding og siger så til hende at nu måtte hun slappe af. Hun måtte huske at tænke på at vi alle skulle have mulighed for at være her, så det nyttede ikke noget at hun så sig vred på mig. Herefter valgte jeg at gå tilbage til caféen efter at vi pga. vores uoverensstemmelse havde vækket hele sovekupeen. Her mødte jeg tilfældigvis en dansker fra Lemvig. Anders. Jeg fortalte ham hvad der var sket i løbet af min aften både det med Waldemar og det med hende ”Lisbeth Salander”. Dette morede vi os over og ham og jeg sad og snakkede i et par timer omkring det samfundsfaglige i Danmark. Vi var enige om det meste og det gjorde det kun mere interessant. Ligeså fortalte han mig om at han er uddannet traktor mekaniker og at hans ven og ham er herovre for at arbejde i landbruget, da det i landbruget er en stor chance at få lov til at arbejde i Australien.
Da han var gået i seng blev jeg oppe for at forsøge at komme på internettet, men forgæves. Igen måtte jeg sove uden tæppe og jeg kunne kun se frem til at komme til vores motel, hvilket vi lige er ankommet til. Nu skal jeg sove